åbner i nyt vindue
Udviklere 6. november 2025
Hvert år hylder Apples Swift Student Challenge elever og studerende fra hele verden for deres kreativitet og opfindsomhed inden for appudvikling og inviterer dem til at bruge Swift og Xcode til at løse reelle problemer i og uden for deres lokalsamfund.
De tidligere vindere af Swift Student Challenge Brayden Gogis, Adrit Rao og Sofia Sandoval har selv oplevet, hvordan appudvikling kan sætte gang i kreativiteten, vække nysgerrigheden, styrke deres evne til kritisk tænkning og føre til spændende karrierer. Ved hjælp af banebrydende teknologier som maskinlæring og rumlig databehandling er de gået videre til at udvikle komplette apps og spil, der er gennemsyret af varme og et unikt menneskeligt præg.
Nedenfor fortæller de tre hver især om deres rejse inden for appudvikling, fra da de lærte at kode, til de indsendte deres projekter til Swift Student Challenge, og til de lancerede deres første apps og spil i App Store.
Brayden Gogis står op og smiler. Han har en sort skjorte på.
Brayden Gogis har altid elsket spil, og han håber på at kunne gøre en forskel for mennesker gennem kodning.
Brayden Gogis kan ikke huske et eneste tidspunkt, hvor han ikke var fuldstændig besat af spil i alle mulige former. “Da de i børnehaven bad os klæde os ud som det, vi ville være, når vi blev store, klædte jeg mig ud som quizshow-vært,” husker han.
I anden klasse, hvor han for første gang stiftede bekendtskab med App Store på sin iPod touch, steg begejstringen for alvor. “Min far viste mig et spil, der var lavet af en 14-årig, og det, synes jeg, var så sejt,” fortæller Gogis.
Det virkede som en umulig opgave at lave et spil til en traditionel konsol, men mere overskueligt at lave et spil til App Store, så han gennemsøgte nettet for vejledninger og lærte alt, han kunne om kodning.
Da Gogis deltog i Swift Student Challenge i 2019, vandt han med sin app Solisquare, som nu er lanceret. Appen er en nyfotolkning af det klassiske kortspil med hurtige bevægelser og et intuitivt, praktisk præg. “SwiftUI er et rigtig nyttigt værktøj til at få apps og spil til at føles super interaktive, fordi jeg hurtigt kan lave en prototype af ikke bare, hvordan det kommer til at se ud, men også hvordan det kommer til at føles,” fortæller Gogis.
21-årige Gogis, som nu er i gang med sit sidste år på Taylor University i Upland i Indiana i USA, har taget det samme personlige præg med videre til sin seneste App Store-udgivelse, Joybox. Det er et appbaseret socialt medie, hvor brugerne kan oprette grupper og føje billeder, historier og sange til deres fælles Joybox, og vælge et tidspunkt, hvor de sammen åbner den på. Appen er udviklet med SwiftUI og UIKit. Den byder på detaljerede baggrunde, skiftende farveforløb og haptisk feedback for at genskabe følelsen af fysisk at skrive et minde ned og lægge det i en kasse, og brugerne har mulighed for at dele sange takket være integration med Apple Music.
“Grunden til, at jeg holder af at kode, er at jeg elsker mennesker, og jeg vil gerne gøre en forskel for mennesker på den måde, jeg nu kan,” fortæller Gogis. “Det er godt for hovedet at bruge fem minutter hver dag på at fokusere på de ting, du er taknemmelig for, og dele det med andre mennesker.”
Adrit Rao smiler til kameraet, iført en grå poloskjorte.
Adrit Rao sætter pris på, hvordan App Store kan sætte ham i forbindelse med brugere uden for hans lokalsamfund – og han elsker at få feedback, så han kan forbedre sine apps.
Adrit Rao blev introduceret for block-programmering for første gang i skolen, da han flyttede til Palo Alto i Californien, og under COVID-19-pandemien lærte han sig selv det grundlæggende inden for kodning. Helt fra start var han fascineret af mulighederne for at løse problemer gennem appudvikling.
“App Store giver mig en ukompliceret platform til at dele det, jeg har udviklet, med mennesker uden for mit lokalsamfund,” forklarer den tredobbelte Swift Student Challenge-vinder. Når du slipper for at bekymre dig om, hvordan du når ud til folk, kan du i stedet forkusere på det næste skridt: Hvilket problem du vil tage hånd om, og hvilken let tilgængelig løsning du vil udvikle.”
Rao, som for nylig startede på første år af de forberedende medicinstudier ved University of California i Berkeley i USA, er særligt interesseret i, hvordan teknologi kan være med til at forbedre tilgængelighed og bygge bro mellem mennesker. Han er lige nu ved at lægge sidste hånd på EyeSee, en iPhone-app, der udnytter kraftfulde algoritmer på enheden til at simulere forskellige øjensygdomme, så man kan opleve, hvordan de føles. “Idéen med appen er at skabe empati, da det kan være svært at forstå, hvordan andre mennesker ser verden,” forklarer han.
Med en tidligere app, Signer, brugte Rao Core ML, Apples framework til maskinlæring på enheden, til at konvertere tegnsprog til tale – en idé, der kom til ham efter at have læst en artikel om, hvor frustrerende det kan være for døve at kommunikere med folk, som ikke er flydende på tegnsprog. Appen har til formål at hjælpe hørehæmmede med at kommunikere med omverdenen i hverdagssituationer, hvor det måske ikke umiddelbart er muligt at lære tegnsprog, f.eks. under en hurtig udveksling i supermarkedet eller når man bestiller kaffe på en café.
Rao har planer om at samarbejde med organisationer, som støtter døvesamfund, for at indsamle mere feedback, der kan hjælpe ham med at forbedre og finpudse appen. “Det er altid super dejligt at få feedback, som du kan bruge til at forbedre dine apps,” fortæller han. “Jeg vil fortsætte med at finpudse Signer for at sikre mig, at den opfylder behovene hos både døve og hørende.”
Sofia Sandoval sidder ned og smiler, iført en sort T-shirt og jeans.
Sofia Sandoval vil gengive betænksomme, hjemmelavede kort i digitale versioner.
Sofia Sandoval har altid været kreativ. Hun voksede op på begge sider af grænsen mellem USA og Mexico og holdt kontakten med familiemedlemmer ved at lave kunstfærdige kort til enhver lejlighed. Men da hun begyndte at læse computervidenskab på universitetet Tecnológico de Monterrey, blev det sværere for hende at fortsætte traditionen og holde kontakten. “I dag får alle SMS’er,” forklarer hun. “Der er noget helt særligt ved at få et fysisk kort. Man føler sig elsket og værdsat, vel vidende at nogen har lavet det specielt til dig.”
Forud for indsendelsesfristen ved sidste års Swift Student Challenge, hvor Sandoval følte sig udbrændt og havde lidt hjemve, fik hun en idé. Hendes vinderapp Cariño gør det muligt at gengive varmen og betænksomheden fra et fysisk, hjemmelavet kort i digitalt format. Appens kortskabeloner har hun designet i Procreate på iPad med Apple Pencil.
“Jeg ville genskabe følelsen af at skrive på et papirkort,” fortæller Sandoval. "Ved hjælp af Swift og SwiftUI lavede jeg afgrænsninger for kortet og gjorde det muligt at vende det rundt – ligesom den ægte vare – og tilføjede funktioner til at slette og eksportere de færdige designs."
Hun eksperimenterer i øjeblikket med at tilføre appen nye dimensioner ved hjælp af rumlig databehandling. “Jeg installerede appen på Apple Vision Pro i innovationslaboratoriet på universitetet, og det gjorde mig virkelig nysgerrig på, hvordan jeg kan udvikle og tilpasse løsninger til den,” fortæller Sandoval, som lancerede Cariño i App Store tidligere i år.
Til elever og studerende, der overvejer at lære at kode, anbefaler Sandoval at åbne Xcode med det samme og kaste sig ud i det. “Jeg ved, det kan virke ret overvældende, men den eneste måde at lære det på, er at fordybe sig fuldstændigt i det – komme ud af sin comfortzone,” anbefaler hun. “Alle værktøjerne er bogstavelig talt inden for rækkevidde. De er lige foran dig.”
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Medieindhold i denne artikel

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36