UPDATE
20. november 2025
Tyler, The Creator er årets kunstner på Apple Music i 2025
Tyler, The Creator blev i dag udnævnt til årets kunstner af Apple Music som anerkendelse af hiphop-visionærens ekstraordinære indflydelse på både musik og kultur i 2025.
Tylers udgivelser i løbet af 2025 cementerede hans position som en af sin tids mest talentfulde og kreative kunstnere. Tyler har haft sit hidtil bedste år på tværs af Apple Music, hvilket afspejles i antallet af afspilninger, lyttere og lyttede timer på verdensplan. Fans over hele verden har tilsammen lyttet i mere end 4,5 milliarder minutter mellem november 2024 og oktober 2025.
Tyler indledte året med den mest ambitiøse og vellykkede turné til dato, som kom i kølvandet på hans mest personlige album nogensinde, CHROMAKOPIA. Denne ekstraordinære bedrift inden for opbygning af et univers og udforskningen af karakterer gjorde albummet til hans mest succesfulde nogensinde på Apple Music målt på antal afspilninger på både udgivelsesdagen og i den første uge. Men han var ikke færdig med at skrive musik. Midvejs i turnéen nåede han at skrive, indspille og udgive endnu et album; DON’T TAP THE GLASS blev et kort, men slagkraftigt værk præget af rå og enkelt produceret rap, som er markant anderledes end det foregående, og strøg til nr. 1 på Apple Musics hitlister i over 55 lande på udgivelsesdagen.
Disse slagkraftige og vidt forskellige fortolkninger af hiphop fra den frygtløse og banebrydende kunstner så dagens lys i et år, hvor han var hovednavnet på Governors Ball, Lollapalooza, Outside Lands og Osheaga. Den 11. udgave af Los Angeles' helt egne Camp Flog Gnaw – et festival, som Tyler selv har skabt – afholdes også i år.
“Tyler beviser gang på gang, at alt kan lade sig gøre. Hans kreativitet har været uovertruffen hele året,” fortæller Zane Lowe, Apples Global Creative Director og Lead Anchor på Apple Music 1. “Hans kreative risikovillighed overgås kun af den omhyggelighed, den bliver præsenteret med. Han er samtidig en inspirationskilde for både kunstnere og fans, hvilket han også vil være for de kommende generationer.”
“Jeg vil gerne sige tak til alle, der lytter til min musik,” udtaler Tyler. “Det betyder enormt meget for mig. Det her år har bare været det største for mig nogensinde. At blive årets kunstner på Apple Music er jo sindssygt. Jeg takker for al kærligheden. Jeg sætter pris på anerkendelsen. Det betyder meget for mig, især for min musik og de ting, jeg laver. Bliv endelig ved med at støtte folk, som tænker ud af boksen; det betyder meget for os.”
Som kronen på værket rækker Tylers vision og kulturelle aftryk langt ud over musikkens verden. Han får snart sin filmdebut i Marty Supreme, en dramaserie instrueret af Josh Safdie og med Timothée Chalamet i hovedrollen. Han runder 2025 af med fem nye GRAMMY-nomineringer for både CHROMAKOPIA og DON’T TAP THE GLASS.
Som årets kunstner på Apple Music modtager Tyler også en fysisk pris, der repræsenterer den ekstraordinære faglige dygtighed, som kræves for at lave musik. Hver pris viser Apples specialbyggede siliciumplade, der er hængt op mellem en poleret glasplade og et maskinbearbejdet, anodiseret aluminiumskabinet. Der er en fin symbolik i, at den samme chip, som sidder i de enheder, der giver lytterne 100 millioner sange lige ved hånden, også sidder i hjertet af Apple Music Awards.
Vær med til at fejre Tylers udnævnelse til årets kunstner med et særligt udvalg af playlister, som er dedikeret til sange og stemmer, der har præget de sidste 12 måneder. Brugere, som har Tyler, The Creator i deres Shazam-historik, kan også holde øje med en særlig hilsen fra kunstneren på deres hjemmeskærm.
Del artikel
Media
-
Tekst i denne artikel