UPDATE
4. december 2025
Apple Podcasts kårer The Rest Is History til årets program 2025
Værterne Tom Holland og Dominic Sandbrook taler om den historiske podcast i en specialudgave af Creator Conversation
Apple er stolt over at kunne hylde The Rest Is History med prisen for årets program 2025 på Apple Podcasts, som gives som anerkendelse af et program, der har demonstreret kvalitet og kulturel indflydelse inden for podcasting. Serien, der er produceret af Goalhanger, har begejstret publikum verden over med sin sjove, indsigtsfulde og meget underholdende udforskning af fortiden og er blevet det første britisk baserede program, der er kåret til årets program.
Med de anerkendte historikere Tom Holland og Dominic Sandbrook som værter har The Rest Is History etableret sig i toppen af hitlisterne verden over ved at give liv til historiens største øjeblikke. Fra Romerrigets storhed og fald til Titanics forlis kombinerer værterne omfattende viden med fængende historiefortælling og uventet humor for at gøre indviklede emner tilgængelige og spændende for millioner af lyttere.
“Dette er et fantastisk øjeblik for Goalhanger og en velfortjent anerkendelse til Tom og Dominic,” udtaler Tony Pastor, medstifter af Goalhanger. “Lige fra starten vidste vi, at The Rest Is History var noget helt særligt. Det er en masterclass i intelligent, underholdende og dybt engagerende historiefortælling, som gør historien tilgængelig for millioner af mennesker. Det er en fantastisk ære at være det første britisk baserede program, der kåres som årets program på Apple Podcasts. Det er samtidig et bevis på den enorme globale efterspørgsel på førsteklasses indhold i et længere format og den fremragende kemi mellem de to personer.”
“The Rest Is History formår på fænomenal vis at tage et omfattende emne som verdenshistorien og begejstre lyttere verden over,” fortæller Oliver Schusser, Apples Vice President for Podcasts, Music, Sports & Beats. “Tom og Dominic har skabt noget helt særligt, som repræsenterer det allerbedste af, hvad podcasts giver af muligheder. Det er lærerigt, det er hylende sjovt, og det har skabt en ægte følelse af fællesskab. Vi er utroligt glade for at anerkende det som årets program 2025 på Apple Podcasts.”
Bag kulisserne på årets program
I en eksklusiv samtale, der er tilgængelig i dag på Apple Podcasts for Creators og gengivet herunder, reflekterer Holland og Sandbrook over deres særlige tilgang, deres forbindelse til lytterne, og hvad denne anerkendelse betyder for dem.
Om hvorfor programmet har gjort så stort indtryk: “Vi moraliserer ikke, vi dømmer ikke fortiden, og vi møder den med ægte entusiasme. Vi ser ikke ned på mennesker i fortiden. Vi prøver bare at have det sjovt og glæde os over galskaben og hvor skøre folk kan være.” – Dominic Sandbrook
“Folk er virkelig sjove. Og det er vi ikke bange for. Når det kommer frem, nyder vi det, og jeg tror, at podcastens lyttere gør det samme.” – Tom Holland
Om at blive kåret som årets program på Apple Podcasts: “Det er den største glæde, man kan forestille sig. Vi er den første britiske podcast, der vinder, så der er god grund til patriotisk stolthed. Jeg er særlig glad for, at det er Apple, der har anerkendt os. Jeg kunne ikke være mere begejstret og beæret.” – TH
Udforsk verden med The Rest Is History
For at fejre The Rest Is History som årets program kan fans også nyde godt af indhold fra Holland og Sandbrook på tværs af Apple-tjenester, herunder en særligt udvalgt samling af historiebøger, som værterne bedst kan lide, på Apple Books, deres favoritter inden for klassisk musik på Apple Music Classical og et interview med værterne på Apple News In Conversation.
Del artikel
Media
-
Tekst i denne artikel
-
Billeder i denne artikel